Fra rester, hvad de har tilbage, skabt af dværgguderne. Og her blev skabelsesarbejdet afsluttet. Mennesker, ifølge Eddy, de dukkede op spontant. Guderne fandt dem liggende meningsløse og gav dem egenskaberne ved et bevidst liv.
„(…………………………………)
De fandt Aska og Embla liggende på kysten uden styrke, skæbnen for de dårligt stillede”.
(Völuspa 11)
”De har ikke pantet endnu, de manglede Rumieńces ånd i deres ansigter, ser frisk ud;
Odin gav dem ånde, Honir gav dem ånden,
Lodur ser ud og rødmer”.
(Völuspa 18)
Derefter befolkede efterkommerne af Aska og Embli Midgard, som blev den menneskelige verden. Mest kendte mytologier, verdens oprindelse er forbundet med sanktionering af følelsen af menneskelig eksistens. I dette tilfælde er det muligt at vise et simpelt forhold, der opstår mellem jordverdenen, menneske og guddom. Jorden er skabt som stedet og grundlaget for den menneskelige eksistens. Så rejser manden sig, skaber en gud ved hans blotte tilstedeværelse. Det guddommelige væsen på den anden side sanktionerer sin egen eksistens og handling i den beskyttende funktion.
Dette mønster vises ikke så tydeligt i skandinavisk mytologi. For en læser, der er opdraget i kredsen af den kristne tradition, er det naturlig, at mennesket er det sidste kronologiske trin i historien om skabelsen af verden som den mest perfekte guddommelige skabelse. På den anden side vises i den skandinaviske udgave mennesket næsten ved et uheld, og dets skabelse er ikke relateret til guddommens vilje.. Det skal også understreges, det med Völuspa ser ud til at følge, at Midgard skulle være lavet til guderne, som det fremgår af stroferne, der beskriver guldalderen:
”Asiaterne har mødtes i Idawell-feltet
Og der begyndte de at bygge templer og palæer.
De sparede ingen anstrengelse, de smedede hurtigt tænger og tang, værktøjer, de lavede”.
(Völuspa 7)
”De var glade for at spille terninger på engen;
Alt var lavet af rent guld med dem,
Indtil de tre kæmperinder kom
Kæmpe stor, forfærdeligt fra gigantenes sæde”.
(Völuspa 8)