Norge i dag
Opdagelse af oliefelter i Nordsøen i slutningen af årene 60. bragte økonomisk udvikling, velstand og øge livskvaliteten. På det tidspunkt kom det norske Labour Party til magten, der regerede i to årtier. Labor har øget rollen som central planlægning, indført økonomisk kontrol, socialiseret medicin og statsfinansieret videregående uddannelse, hvad havde, som regeringen ønskede, være et eksempel på "det mest egalitære socialdemokrati i Vesteuropa”.
Ikke desto mindre kan det moderne Norge ikke kaldes en socialistisk stat, fordi individuel indkomst er stærkt reduceret med høje skatter, og de fleste af tjenesterne og brugen af infrastrukturen var også underlagt betydelige vejafgifter. Selvom det stadig betragtes som en luksus at eje et hjem (og beskattes i overensstemmelse hermed), næsten 80% Nordmænd har deres egne hjem.
W 1960 r Norge sluttede sig til EFTA (European Free Trade Association). W 1972 r. Nordmændene stemte imod tiltrædelse af EØF med et lille flertal. I år 80. takket være den stærke norske økonomi har der ikke været nogen stigning i arbejdsløshed og social utilfredshed. Afstemningsresultater i november 1994 r., da nordmændene talte imod tiltrædelse af EØF-efterfølgeren, europæiske Union, de svarede til årets resultat 1972. De stemte nej” hovedsagelig ejere af traditionelle gårde og folk, der arbejder med fiskeri og forarbejdning af fisk, der ønsker at undgå konkurrence fra de større og mere teknologisk avancerede medlemslande i Unionen.
På trods af den gode tilstand i den norske økonomi, 1995 r. arbejdsløsheden steg til 5,2% (uden omskoling). I øjeblikket er der en tendens mod stigende urbanisering, især i nord.
Selvom, Norge drager i øjeblikket fordel af unionens koncession, som gav det handelsrettigheder som EFTA-medlem (sammen med andre europæiske lande uden for EU – Island, Schweiz og Luxembourg), men landet er stadig uden for unionen og har indtil videre nægtet at gå på kompromis med fiskeriet, hvaljagt og andre økonomiske forhold.
De fleste af de norske vælgere er imod at modtage direktiver fra Bruxelles og håb, at landet ville bevare både økonomisk uafhængighed, samt subsidier. Men mange almindelige mennesker, især indbyggerne i byerne og den sydlige del af landet, jeg indser, at Norge ikke kan forblive isoleret fra verdensøkonomien for evigt.